En hare kan yngle året rundt, men den primære periode er mellem januar og oktober. Drægtighedsperioden er ca. 42-44 dage. Haren får i Danmark op til 4 kuld om året. Det første kuld kan sættes allerede i februar, mens sidste kuld dies til ind i oktober. Et kuld kan bestå af op til 5 killinger. Der er dog forskel på kuldenes størrelse, således at det første og sidste kuld ofte kun er på 1-2 killinger, mens de to midterste kuld er de største. Killingerne fødes med pels, på den bare jord. Her efterlades de af moderen, som efter fødslen kun giver die én gang i døgnet. I starten ligger killingerne sammen, men de spreder sig længere væk fra hinanden efter nogle dage. Killingerne kan die i op til 5-6 uger, men sommerkuldene dier oftest lidt kortere (3-4 uger). En sætter kan blive gravid med det næste kuld mens hun er drægtig.