Hvepse - Snyltehvepse - Blad/Træhvepse - Bier/Humlebier

Historien om Gedehamsen Ancistrocerus sp. & Snyltehvepsen Pimplinae sp.

Dette menupunkt er primært opsat, fordi jeg havde en hel dags spændende drama, da en gedehamse art Ancistrocerus sp. byggede et bo til sine larver på vinduesrammen af et vindue på mit hus. Interessant at følge denne gedehams piske rundt og bygge boet med sit klæbrige tyggede materiale - en enorm opgave for sådan et lille dyr.

Undervejs var der hul midt på boet og jeg kunne se nogle larver derinde - til sidst blev boet helt lukket og byggemesteren kom i de følgende timer forbi og så til resultatet.

Den var færdig med boet kl. ca. 17:00 den 7. juni 2016 - og der gik så nogle timer indtil kl. ca. 20:30, da en ny spiller dukkede op på banen!

En snyltehveps ved navn Pimplinae sp. "luskede" rundt omkring vinduet og fandt hurtigt frem til gedehamseboet. Her begyndte den en næsten timelang "dans" på og omkring boet. Den sitrede med vingerne, følehornene og benene undersøgte boet omhyggeligt, for at mærke om der var liv indeni.

Til sidst fandt den et hul, som den kunne bore sin læggebrod ind i og lægge sine æg i larverne derinde. Nu vil jeg se om jeg fremover, kan følge hvad der sker, når gedehamselarverne med æg fra snyltehvepsen udvikler sig og kommer ud af boet.

Dramaet ligger i at gedehamsen laver alt arbejdet for at sikre sin reproduktion og få et afkom, hvorefter en snyltehveps dukker op og lægger sine æg i gedehamsens larver, som går til grunde, sådan at kun snyltehvepsens afkom kommer ud og bliver til en ny generation af snyltehvepse. Naturen er grum og den stærkeste og klogeste overlever som regel.

Se og læs ved billederne og i de små videoklip nedenfor, hvor du kan se hvordan hele dette naturens lille drama gik for sig.

Billederne er taget med og uden blitz.

Desuden indeholder menupunktet også andre historier fra naturens forunderlige verden, med fokus på andre bier, hvepse og humlebier.