Natur & sommerfugle tur til Søhøjlandet i Midtjylland Juli 2015.

4 dage i starten af juli 2015 var jeg på tur i Jylland, til Søhøjlandet mellem Skanderborg og Silkeborg og det kendte bakkelandskab, som rummer en enestående natur og biologisk artsrigdom, som man ikke finder i samme målestok på Fyn, hvor jeg kommer fra.

Mit forehavende var et se på fugle, her især isfugle ved Gudenåen og på andre lokaliteter - desuden finde og se de mange fine sommerfugle og guldsmedearter, der kan ses på flere lokaliteter i området, herunder den sjældne sommerfugl Brun Pletvinge, som er i stærk tilbagegang i Danmark i lighed med et utal af mange andre fugle- og insektarter.

Det blev ikke til ret mange fotos af fugle, yngletiden er stort set ovre og vegetationen tæt på den tid af året, så mit mål var ikke at få en masse fotos af fugle, men hellere at få en masse nye insektarter at se og måske få dem fotograferet. Jeg så dog mange forskellige fugle under turen, feks. Isfugl, stillids, munk, grønirisk, tornirisk, rørsanger, rødhals, gærdesmutte, grønbenet rørhøne, storspove, rørhøg, tårnfalk, musvåge m.fl.

Jeg stod op kl. 04:00 om morgenen og kørte afsted mod Jylland. Jeg brugte mit 1-mandstelt og lavede mad på et gasfyr og anvendte de primitive teltpladser, som ligger spredt rundt om i landskabet og skovene i området. Det er en god måde at komme tæt på naturen på og det holder jeg meget af - "luksuslivet" kan man altid finde der hjemme.

Første stop om morgenen var ved søerne og kanalen ved Vestbirk Vandkraftværk, som forbindes med Gudenåen - her så jeg 2 isfugle, men fik ikke muligheder for at fotografere dem.

Den sjældne sommerfugl Brun Pletvinge skulle findes omkring søområdet ved Nedenskov/Vissinggård - Den fik jeg ikke set der, men området som var næste stop, er meget smukt og søen er et yndet badested med badebro og sandbund og jeg så flere fisk, aborrer, svømme rundt omkring badebroen. På turen væk så jeg en morgenduelig ræv krydse vejen foran bilen.

Næste destination var vandreruten op til bakketoppen "Sukkertoppen", hvor jeg ville drikke min morgenkaffe (ca. kl. 07.30) - På skråningerne langs vandreruten var sommerfuglen Grøn Køllesværmer talrig og i fuld gang med at "spise morgenmad" - og så pludselig vrimlede det også med den sjældne Brune Pletvinge - endelig - og sikke et smukt syn. Synd at denne art er i så stærk tilbagegang i lighed med mange andre sommerfugle - På Fyn er flere arter helt forsvundet. En mase andre insekter brugte også den varme sommermorgen til at nyde livet på de smukke blomsterfyldte græsskråninger, som jeg gik forbi på min vej op mod "Sukkertoppen". I de dage var det også hedebølge omkring 30 graders varme - så pyyyyyyy et svedig tur op gennem bakkedragene og Højlund Skov.

De næste dage gik med at køre til mine planlagte områder, hvor jeg håbede på at se så mange af de arter, som jeg havde set på "nettet", fandtes der.

Det betød vandringer ad stier og grusveje, i mandshøjt græs og blomster på de vidstrakte enge, ved moser og i skove - stadig i en viritabel hedebølge og med stikkende fluer og myg sværmende omkring og på mig. Med snoge om fødderne og ikke mindst mødet med en hugorm i den tætte vegetation på en skråning ned  mod Gudenåen ved Oddersholm. Jeg nåede næsten ikke at se den - men den hvæsede 2 gange og puslede lynhurtigt ned i åen - Men puha hvor var jeg tæt ved at træde på den!

Men sådan kan en naturvandring også være... spændende - måske lidt for spændende ...!

I det nedenstående fotoalbum ses en lang række fotos fra turområderne og især af de fugle og insekter det lykkedes mig at fotografere. Billederne er sådan nogenlunde sat sammen i forhold til turens forløb og opholdsområderne.

Se evt. også de 3 videoklip nedenfor, som viser nogle af naturområderne.

Se også i de 2 andre menupunkter - Sommerfugle I og 2.